Afhængighed & Samfund - der er hjælp at hente!

Til sponsorer

Kære (mulige) sponsor/medlem, på forhånd tak fordi du kigger forbi denne hjemmeside! Foreningen Afhængighed & Samfund har hårdt brug for mennesker som dig, der kan undvære et større eller mindre beløb til at hjælpe andre.

Du er formodentlig et sted i dit liv, hvor du har overskud til at hjælpe andre. Du ved, hvor meget det betyder, når nogen rækker hånden frem og hjælper et menneske i nød. Måske ved du endda, at det kan betyde forskellen på liv og død.

Hjælp til en afhængig - bliv sponsor for foreningen Afhængighed og Samfund

Jeg vil gerne bidrage økonomisk – hvordan gør jeg det?

Du er velkommen til at sende os et uforpligtende bidrag på MobilePay nr. 17 74 48 – stort som småt, al støtte er kærkommen!

Hvis du som privatperson ønsker at være fast bidragsyder og dermed hjælpe til med, at økonomisk sårbare mennesker kan få hjælp til at komme ud af deres afhængigheder, kan du blive medlem for kun 100 kr. om året. Send os venligst en besked via denne formular, når du har indbetalt pengene på MobilePay nr. 17 74 48.

Er du repræsentant for et firma eller en organisation, der ønsker at støtte foreningen, kan du kontakte foreningen Afhængighed & Samfund – enten via formularen eller pr. telefon 8194 7494.

Hvordan ved jeg, at mine penge bruges på mennesker, der virkelig har brug for behandling?

Dit bidrag går direkte til mennesker i nød. Mennesker, der er afhængige af fx alkohol eller stoffer, og som ikke har mulighed for selv at betale for en behandling hos en misbrugsterapeut. Det kan fx være den hjemløse, der af forskellige årsager ikke kan bruge kommunens tilbud. Eller et menneske, der har forsøgt at blive afhængigheden kvit gennem det offentlige system, men som har brug for mere hjælp i processen. Nogle af disse mennesker vil selv kunne betale for en del af behandlingen, og dit bidrag vil her supplere vedkommendes egenbetaling. Andre har brug for 100% støtte i denne svære proces – til gengæld vender de måske tilbage som sponsorer, når de en dag er ovenpå igen.

Personer, der kommer i behandling for en afhængighed gennem foreningen Afhængighed & Samfund, vil få et individuelt tilpasset forløb. Nogle vil skulle i døgnbehandling, og for disse menneskers vedkommende samarbejder vi med Behandlingscenter Søby Park. Andre vil have størst glæde af et dagsbehandlingsforløb, hvor de fortsat kan bo hjemme og føre en ‘normal’ dagligdag. Disse mennesker vil komme i behandling hos Silkeborg Dagsbehandling v/Terapeut Kim Yde.

For at sikre gennemsigtighed, gennemgås såvel ansøgninger om støtte som de enkelte behandlingsforløb – i anonymiseret form, naturligvis – i bestyrelsen, ligesom foreningens regnskaber er offentlige.

De mennesker, som Foreningen Afhængighed & Samfund hjælper, er alle blevet screenet. Det er blevet vurderet, om den enkelte er parat til at se sin afhængighed i øjnene og finde frem til en bedre udgave af sig selv. Helt uden afhængighed. Det er også blevet vurderet, om vedkommende har mulighed for at bidrage til betalingen. På denne måde sikres det, at foreningens midler anvendes på så mange som muligt. Og med så stor succesrate som muligt.

Hvad får jeg/mit firma ud af at støtte foreningen?

Bevidstheden om, at du har hjulpet et menneske tilbage til livet, til sine børn og sin familie – til et værdigt liv med selvværd og måske et arbejde – er sikkert tilstrækkeligt for dig. Men hvis du ønsker det, viser vi gerne dit logo på denne hjemmeside. Det er da det mindste, vi kan gøre!

Læs mere om Foreningen Afhængighed & Samfund, en støtteforening for Behandlingscenter Søby Park og Silkeborg Dagsbehandling, på denne side.

Vores privatlivspolitik kan du læse her.

Tilbage til forsiden

Call Now Button